Vedtægter for Stevns Foto Klub
§ 1: Navn og hjemsted
Foreningen Stevns Foto Klub er stiftet den 17. marts 2010 og har hjemsted i Stevns Kommune.
§ 2: Formål
Klubben er en folkeoplysende og almennyttig forening, hvis formål er at fremme og udbrede kendskabet til fotografering og bearbejdning af billedmateriale med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben.
Det vil også være foreningens formål at arrangere foredrag og kurser samt deltage i konkurrencer. Foreningen agter at opsøge samarbejde med andre foreninger.
Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen og derved styrke det lokale sammenhold.
§ 3: Medlemskab
stk. 1: Som medlem kan optages enhver, der er fyldt 14 år. Medlemmer mellem 14-18 år optages som ungdomsmedlemmer.
stk.2: Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udpeges af generalforsamlingen. Udpegningen kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af foreningens vedtægter, jf. § 16
stk. 3: Medlemmerne er forpligtede til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelser.
stk.4 : Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.
§ 4: Indmeldelse
stk. 1: Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens kasserer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
stk. 2: Nye potentielle medlemmer har ret til at deltage i 3 klubaftener uden kontingentberegning.
§ 5: Udmeldelse
Udmeldelse kan ske til enhver tid og skal ske skriftligt til foreningens kasserer.
Der tilbagebetales ikke forudbetalt kontingent. Manglende indbetaling af kontingent betragtes som udmeldelse.
§ 6: Kontingent
stk. 1: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
Ungdomsmedlemmer under 18 år betaler halvt kontingent.
Ægtefælle/bofælle kan være medlem for et lavere kontingent fastsat af generalforsamlingen. Alle bestyrelsesmedlemmer betaler fuldt kontingent.
stk. 2: Kontingentbetalingen som er fastsat på generalforsamlingen følger regnskabsåret og skal være betalt inden 1. februar. Kontingentet vedtaget på generalforsamlingen er gældende for det efterfølgende kalenderår. Personer som indmelder sig før sommerferien betaler fuldt kontingent, ved indmeldelse efter sommerferien betales halvt kontingent.
stk. 3 : I tilfælde af nedsat aktivitet foranlediget af udefra kommende begivenheder, kan bestyrelsen nedsætte årets kontingent midlertidigt, under hensyntagen til klubbens samlede økonomi.
§ 7: Udelukkelse og eksklusion
stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent, såfremt bestyrelsen skønner, at vedkommende handler til skade for foreningen eller modarbejder foreningens interesser og virke, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
stk. 2: I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
stk. 3: I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter, jf. § 16.
§ 8: Ordinær generalforsamling
stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden 15. februar.
stk. 2: Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst 2 ugers varsel, med angivelse af dagsorden på foreningens hjemmeside samt skriftligt / mail til alle medlemmerne til den mailadresse, det enkelte medlem har oplyst.
stk. 3: Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse, og udsendes umiddelbart efter sammen med revideret dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at det er medlemmerne i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
stk. 4: Alle foreningens medlemmer samt indbudte af bestyrelsen har adgang til generalforsamlingen.
Alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance har stemmeret. Hvert medlem har 1 stemme.
Udover personlig fremmøde kan der stemmes ved afgivelse af fuldmagt til bestyrelsen eller et fuldgyldigt medlem
stk. 5: En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig. Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal.
§ 9: Dagsorden
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Valg af stemmetællere
3. Bestyrelsens beretning
4. Fremlæggelse af årsrapport og revideret regnskab
5. Indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent for det kommende regnskabsår
7. Forelæggelse og godkendelse af budgetforslag
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer (2 i lige år)
Valg af bestyrelsesmedlemmer (3 i ulige år)
9. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen (for 2 år)
10. Valg af bilagskontrollant og suppleant (for 1 år)
11. Eventuelt
§ 10: Generalforsamlingens ledelse
stk. 1: Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.
stk. 2: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal.
stk. 3: Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt 5 medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende.
stk. 4: Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 11: Ekstraordinær generalforsamling
stk. 1: Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/5 af foreningens stemmeberettigede medlemmer underskriver et ønske herom tilstillet bestyrelsen med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
stk. 2: Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
stk. 3: Ekstraordinær generalforsamling skal offentliggøres efter samme retningslinjer som indkaldelse til ordinær Generalforsamling.
§ 12: Bestyrelsen
stk. 1: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og skal varetage klubbens administrative funktioner samt tage initiativ til fotomæssige arrangementer. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
stk. 2: Klubbens kasserer og formand har ansvaret for klubbens økonomi. Formanden, og i dennes fravær næstformanden, tegner klubbens ansigt udadtil.
stk. 3: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der skal føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.
stk. 4: Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som skal konstituere sig selv umiddelbart efter en ordinær generalforsamling og meddele medlemmerne om bestridelse af hhv. formands- og næstformandsposten samt posten som kasserer. Desuden 2 bestyrelsessuppleanter.
Et bestyrelsesmedlem vælges for 2 år ad gangen. 2 medlemmer er på valg i lige år, 3 i ulige år. Bestyrelsessuppleanter vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
stk. 5: Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 14 år og har stemmeret, jf. § 8.
Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn fra kandidaten om, at vedkommende vil modtage valg til den foreslåede post.
Formand, Næstformand og Kassere skal være myndige.
§ 13: Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive årsrapport for det foregående år til bilagskontrollanten.
Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift, samt udsendes til foreningens medlemmer.
§ 14: Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen en bilagskontrollant og en bilagskontrollantsuppleant. Bilagskontrollanten har til enhver tid ret til adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Bilagskontrollanten skal hvert år primo februar måned gennemgå årsrapporten og bilag samt påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning.
§ 15: Tegning og hæftelse
stk. 1: Foreningen tegnes af formanden.
Ved væsentlige økonomiske beslutninger kræves bestyrelsens godkendelse.
stk. 2: Foreningen hæfter for sine forpligtelser med den til enhver tid værende formue.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
stk. 3: Foreningens Hjemmeside. Bestyrelsen vælger 2 administratorer hvoraf mindst den ene skal være medlem af foreningen
§ 16: Vedtægtsændringer
Ændringer i foreningens vedtægter kan ske på 2 på hinanden følgende Generalforsamlinger, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer fra stemmeberettigede medlemmer er for forslaget.
§ 17: Opløsning
stk. 1: Bestemmelserne om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Denne er kun beslutningsdygtig, såfremt mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
stk. 2: For at forslaget om foreningens opløsning kan vedtages kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med almindelig stemmeflertal.
stk. 3: Den ekstraordinær generalforsamling skal ligeledes træffe bestemmelser om, hvilke almennyttige/ almenvelgørende formål, helst lignende foreninger, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.
Stk. 4: Denne paragraf kan ikke ændres.
Vedtaget på den stiftende Generalforsamling d. 17. marts 2010.
Ændret på generalforsamlingen d. 13. februar 2013.
Ændret på generalforsamlingen d. 9. juni 2021.